Undersøgelser

Hos Gråsten Landbrugsskole udarbejder vi løbende undersøgelser og materialer om skolens uddannelser. På denne side præsenteres undersøgelserne, som primært har et kvalitativt afsæt og har til formål at skabe viden om elevers erfaringer, oplevelser og perspektiver på uddannelserne.

Indholdet udbygges løbende og kan omfatte rapporter, video- og billedmateriale, portrætartikler samt anden dokumentation. Aktuelt præsenteres den kvalitative undersøgelse af EUX-uddannelsen på Gråsten Landbrugsskole.

EUX-uddannelsen på Gråsten Landbrugsskole

En kvalitativ undersøgelse udført i september-december 2025

På Gråsten Landbrugsskole har vi undersøgt, hvordan og hvorfor EUX-uddannelsen fungerer stærkt i praksis hos os, og hvad uddannelsens læringsmiljø betyder for de unge, der lever, lærer og udvikler sig i det gennem fire år. Ambitionen er ikke kun at beskrive uddannelsen, men at give et indblik i den hverdag, som elever og undervisere skaber sammen – med fokus på motivation, faglig udvikling, fællesskab og de muligheder, uddannelsen åbner.

Undersøgelsen er samtidig motiveret af den nationale bevægelse mod en kommende EPX-uddannelse. Elever og undervisere på Gråsten Landbrugsskole oplever, at EUX i sin nuværende form allerede lever op til centrale principper og kvalitetskriterier, som forbindes med EPX – og derfor er der et behov for at dokumentere, hvad der konkret virker i EUX-miljøet i dag.

Samlet konklusion
Undersøgelsen viser, at EUX-uddannelsen på Gråsten Landbrugsskole fungerer som et sammenhængende, praksisnært læringsmiljø, hvor vekslingen mellem skole og oplæring, stærk teori–praksis-kobling, kostskolefællesskab og en tydelig faglig kultur tilsammen skaber grobund for både personlig og professionel udvikling. Erfaringerne peger på, at flere af de kvaliteter, der efterspørges i den kommende EPX, allerede realiseres i EUX-miljøet – og derfor kan indsigterne med fordel bringes ind i det videre arbejde med EPX’s indhold og struktur.

Hvad siger eleverne og underviserne om EUX?

Filmserie:
EUX Landmand

I følgende kan du opleve nuværende samt tidligere EUX-elevers oplevelser af EUX-uddannelsens forskellige teamer. 

Hør bl.a. Clara, nuværende elev på EUX-uddannelsen, fortælle om sin oplevelse af vekselrytmen i EUX-uddannelsen og Mathias, tidligere EUX-elev, fortælle om sin oplevelse af oplæringsperioden i løbet af sin uddannelse.

Der vil løbende komme flere film til denne serie.

EUX-uddannelsen

2 Videoer

”EUX er til dem, der vil give sig selv muligheder”

Portrætartikel af Johannes’ oplevelse af EUX-uddannelsen og uddannelsens mulighedsrum

Da Johannes skulle vælge ungdomsuddannelse, var han ikke i tvivl. Han ville i landbruget, men han ville også sikre sig, at dørene til videre uddannelse stod åbne. Valget faldt på EUX på Gråsten Landbrugsskole, fordi det for Johannes var afgørende, at uddannelsen både gav en faglig uddannelse, som landmand, og en studentereksamen, han kan bygge videre på.

“Jeg valgte EUX, fordi det kunne give mig nogle muligheder, både inden for landbrug, men også, hvis jeg ville uddanne mig videre. Og samtidig var det rart at have en grundsten, så jeg ikke står tilbage med ingenting, hvis jeg en dag ikke kan være landmand længere”.

EUX-uddannelsen på Gråsten Landbrugsskole er derfor et slags ”sikkerhedsnet” for Johannes, men også et valg, der giver mening for ham i landbrugserhvervet, fordi det er en branche, der forandrer sig hurtigt.

I interviewet fortæller Johannes også, at han ikke ser EUX, som værende et snævert valg, men et valg, der åbner op for mange muligheder og videreuddannelse.

“EUX er til dem, som vil give sig selv muligheder, både fremover og hvis man er i tvivl. Vil jeg være landmand? Kan jeg være landmand? Landbruget udvikler sig så meget, at ingen ved, hvordan det ser ud om 15 år. Så giver man sig selv muligheden for at kunne bygge videre”.

Med fag, som bl.a. matematik på A-niveau og naturvidenskabelige fag på højt niveau oplever han, at der i EUX-uddannelsen på Gråsten Landbrugsskole, bevidst er sammensat en fagpakke, der åbner døre. Han er endnu ikke fast besluttet på, hvad næste skridt skal være – men han ved, at EUX giver ham valgmuligheder:

“Jeg har overvejet økonomi, ledelse, et eller andet i den retning. Uddannelsen her giver mig muligheden”.

For Johannes er EUX på Gråsten Landbrugsskole ikke bare en kombination af skole og praktik. Det er en helhedsuddannelse, hvor vekselrytmen, praksisnære læringsmiljøer, fællesskab og faglig tyngde tilsammen giver noget, han mener, gør uddannelsen særligt god.

Læs mere om fagene på EUX-uddannelsen