Samarbejde om klimaløsninger mellem Aabenraa Statsskole og Gråsten Landbrugsskole
I sidste uge havde Gråsten Landbrugsskole besøg af elever fra bio/kemi klassen på Aabenraa Statsskole og Aabenraa Ungeklimaråd. Besøget er en del af et tværfagligt samarbejde mellem elever fra Statsskolen og elever fra 2. hovedforløb EUX på Gråsten Landbrugsskole, hvor de sammen arbejder med formidling af klimaløsninger.
Klimaløsninger formidlet fra ung til ung
Samarbejdet tager udgangspunkt i opgaven “Fra ung til ung – faglig formidling af klimaløsninger”. Her skal eleverne i fællesskab producere en videnskabelig explainervideo, hvor de formidler en selvvalgt klimaløsning til en målgruppe, de selv definerer.
Formålet med opgaven er at gøre komplekse klimafaglige emner mere forståelige og interessante for andre unge gennem. Videoerne, som eleverne skal lave, skal have en varighed på 2–4 minutter og kombinerer faglig viden fra blandt andet dansk og kemi.
Rundtur på landbruget gav inspiration
Under besøget på Gråsten Landbrugsskole gik eleverne en tur rundt på skolens landbrug, hvor de besøgte forskellige stationer og indsamlede materiale til deres videoer. Her optog de videoklip, tog billeder og arbejdede med kemiopgaver, der kunne give faglig baggrund for de klimaløsninger, de senere skal formidle.
Samtidig gav dagen mulighed for at lære hinanden bedre at kende og diskutere perspektiver på landbrug, klima og bæredygtighed på tværs af elevernes forskellige uddannelsesbaggrunde.
Arbejdet fortsætter på Aabenraa Statsskole
Allerede onsdag i denne uge fortsætter samarbejdet, når eleverne fra 2. hovedforløb EUX på Gråsten Landbrugsskole besøger Aabenraa Statsskole. Her skal grupperne arbejde videre med planlægningen og produktionen af deres explainervideoer.
Forløbet afsluttes med en ferniseringspræsentation, hvor eleverne får mulighed for at vise deres videoer frem. Videoerne skal efterfølgende kunne bruges af Aabenraa Ungeklimaråd i deres arbejde med at formidle klimaløsninger til andre unge.
Læs mere om Aabenraa Ungeklimaråd her: Aabenraa Ungeklimaråd







Læs mere om EUX – Faglært Landmand her: https://gl.dk/uddannelser/eux/