Forstander på Gråsten Landbrugsskole, Bjarne Ebbesen, er blandt finalisterne til Årets Klimapris ved Byens Bedste i Sønderborg 2026. Nomineringen anerkender personer, der gør en særlig indsats for klimaet, både gennem deres arbejde og ved at inspirere andre til at tænke i bæredygtige løsninger.

Fremtidens landbrug

På Gråsten Landbrugsskole arbejder Bjarne Ebbesen målrettet for at inspirere kommende landmænd til at tænke landbrug og energiproduktion sammen. Det handler om at se landbruget, som en del af løsningen på fremtidens klimaudfordringer og om at give eleverne de kompetencer, der skal til for at arbejde i et erhverv i udvikling.

Nomineringen er derfor også en anerkendelse af det arbejde, der dagligt foregår på skolen, i samarbejde med skolens samarbejdspartnere, med at udvikle og demonstrere løsninger inden for bæredygtighed, teknologi og moderne landbrugsdrift.

Bæredygtighed i praksis på skolen

På Gråsten Landbrugsskole er bæredygtighed en integreret del af både undervisningen og driften af skolens landbrug. Skolen arbejder med en række initiativer, der skal reducere klimaaftrykket og samtidig fungere, som læringsplatform for eleverne. 

Blandt andet producerer skolen en stor del af sin energi selv, gennem solceller og et gård-biogasanlæg, hvor gylle fra kvæg og grise omdannes til grøn strøm og varme. Sammen med energilagring i et batterisystem bidrager det til, at skolen i dag er omkring 70% selvforsynende på el og 100% varme.

Derudover arbejder skolen med blandt andet CO₂-fangst fra biogasanlægget, biodiversitetstiltag på markerne og klimavenlige løsninger i staldene. Initiativerne er med til at vise eleverne, hvordan teknologi, energi og landbrug kan tænkes sammen i praksis. 

Fremtidens grønne landmand

Et centralt mål for Gråsten Landbrugsskole er at uddanne landmænd, der kan bidrage aktivt til den grønne omstilling. Derfor indgår bæredygtighed, som et vigtigt tema i undervisningen, og eleverne arbejder løbende med løsninger, der kan gøre landbruget mere klimavenligt. 

Nomineringen af Bjarne Ebbesen til Årets Klimapris er dermed også en anerkendelse af skolens arbejde, i samarbejde med samarbejdspartnere for, at skabe viden, innovation og inspiration til fremtidens landbrug.

Afstemningen til Årets Klimapris begynder fra d. 24. marts i samarbejde med JydskeVestkysten

Læs mere her: Finalisterne fundet til Byens bedste 2026