GF2-elever afslutter skoleforløb og gør sig klar til oplæring i landbruget

Torsdag i sidste uge markerede Gråsten Landbrugsskole en vigtig milepæl for vores elever på 2. grundforløb på både EUD- og EUX-retningerne. Efter afsluttede eksamener og et år på skolebænken, blev forløbet rundet af med en hyggelig og velfortjent afslutning på skolen.

Grundforløb 2 er det afsluttende grundforløb, hvor eleverne har fordybet sig i landbrugsfaglige emner, teori og praktiske øvelser, der ruster dem til livet som kommende landmænd. Det er også her, de for alvor forbereder sig på næste skridt i deres uddannelse: deres første oplæringsperiode på en læreplads i landbruget.

Eleverne forlader nu skolebænken for at tage hul på en ny og lærerig hverdag ude på landets gårde og landbrugsbedrifter. I det næste år skal de opbygge praktisk erfaring, tage ansvar og blive en aktiv del af driften i deres oplæringsvirksomhed. Det er en stor omstilling – men også et skridt, som mange har set frem til med spænding.

Flere elever har allerede fundet deres læreplads ude hos en bedrift. På Gråsten Landbrugsskole hjælper vi selvfølgelig med rådgivning og kontakt til praktiksteder, så alle får en god start på deres oplæring – er det noget du ønsker at blive klogere på, kan du søge råd og vejledning hos skolens vejledere: https://gl.dk/elev/studievejledning/

Vi ønsker alle vores elever held og lykke i det næste kapitel og glæder os til at følge deres udvikling i praksis. De er nu ét skridt tættere på drømmen om at blive faglært landmand – og vi er stolte af at have været en del af rejsen.

Læs mere om vores EUD- og EUX-uddannelse her: https://gl.dk/uddannelser/