I sidste uge fra d. 23. til d. 27. februar, var 2. HF EUD fra Gråsten Landbrugsskole på studietur til København, som en del af deres undervisning i samfundsfag. Turen har haft fokus på at give eleverne en større forståelse for demokrati, medier, interesseorganisationer og kultur i praksis. Gennem en række spændende besøg har eleverne fået mulighed for at opleve, hvordan det, de arbejder med i undervisningen, fungerer i virkeligheden.
Besøg hos Landbrug & Fødevarer
Et af turens første stop var hos Landbrug & Fødevarer (L&F). Her fik eleverne indblik i, hvordan en interesseorganisation arbejder for at varetage landbrugets og fødevareerhvervets interesser politisk og i offentligheden. Oplægget gav en god forståelse for samspillet mellem erhverv, politik og samfund, og hvordan beslutninger påvirker både producenter og forbrugere.
Oplevelser på Christiansborg
På Christiansborg besøgte holdet Folketinget, hvor de fik en rundvisning og hørte om det politiske arbejde. Eleverne mødte Folketingets formand, Søren Gade, samt folketingsmedlem Anni Matthiesen, som fortalte om deres arbejde og vejen ind i politik. Der var mulighed for at stille spørgsmål, og samtalen gav et spændende indblik i hverdagen, som politiker og i de demokratiske processer.
Kultur i København
Udover besøges hos Landbrug og Fødevarer og Christiansborg, besøgte eleverne bl.a. DR. Besøget hos DR gav eleverne et indblik i mediernes rolle i samfundet. Her oplevede en gruppe elever noget helt særligt, da de kom direkte med i en udsendelse på P3. Det blev en sjov og anderledes oplevelse, som gav et konkret indblik i, hvordan live-radio fungerer.
Turen bød også på besøg i Christiania og i Operaen, hvor eleverne oplevede to vidt forskellige sider af hovedstadens kultur og historie. Samlet set har turen været både lærerig, inspirerende og med til at styrke fællesskabet på holdet.
Læs mere om EUD Landmand her: EUD Landmand
Se billeder fra turen herunder:






















