Tirsdag d. 2. september havde vi på Gråsten Landbrugsskole besøg af De Kvindelige Bønder, som kom og fortalte om deres forening for en gruppe af skolens piger.
De Kvindelige Bønder, god mad og aktiviteter
I anledningen af besøget fra De Kvindelige Bønder havde Morten og Mie arrangeret en pigeaften, fyldt med aktiviteter, god mad og Mocktails – og eftersom det var en “pigeaften”, måtte Morten iklæde sig en kjole og et smukt blomsterpandebånd for at passe ind i mængden.
Langborde var opdækket i skolens havesal med lækker tapas, som køkkenet havde kreeret, og tre forskellige slags mocktails, der faldt i god jord hos alle pigerne.
Senere på aftenen stod den på en masse udfordrende og sjove aktiviteter, da pigerne skulle på “Pigernes Mandeløb”, hvorfor de skulle bære et falsk overskæg under alle aktiviteterne. Det var en super sjov aften, hvor vejret bare var fantastisk og stemningen høj.
Tak for en fremragende pigeaften!




Hvem er De Kvindelige Bønder?
De Kvindelige Bønder er en forening stiftet i November 2021 af Karoline Wraa, sammen med en række andre ildsjæle af kvinder, som ønskede et fællesskab KUN for kvinder. Foreningen har nu over 470 medlemmer og der kommer stadigt flere til.
Foreningens formål er at skabe fællesskaber, kontakter, netværk og sparring i hele Danmark, hvor kvinder med en fælles interesse i landbruget kan mødes.

Læs mere om De Kvindelige Bønder her