Den 3. september afholdt vi på Gråsten Landbrugsskole, Kom Hjem Aften for elever i Trin 1 oplæring på landbrugsuddannelsen EUD og EUX. Hele 60 deltog – heraf 8 engagerede forældre – og aftenen blev et varmt gensyn, hvor fællesskab, netværk og læring var i fokus.
Inspirerende oplæg fra Landboungdom
Aftenen startede med et oplæg fra Katrine Svendsen fra Landboungdom, som fortalte om organisationens mange arrangementer og den værdi, der ligger i at være en del af et ungt fællesskab i landbruget. Eleverne fik inspiration til både faglig og social udvikling – hvilket er en vigtig del af deres uddannelse, som landmand.
Samtaler om oplæringsstart og erfaringer
Herefter mødtes eleverne i klasserne sammen med lærerne. Her blev der talt om den første tid i oplæring og delt erfaringer om udfordringer og succeser. Formålet med aftenen er bl.a. at give eleverne støtte og tryghed i deres opstart.
Naturligvis var der også tid til en velfortjent sandwich, hvor snakken gik livligt blandt eleverne.
Imens fik de fremmødte forældre mulighed for en god samtale med skolens vejledere.
Fællesskab og hygge med kaffe og kage
Aftenen blev afsluttet med kaffe og kage – en hyggelig afrunding på en vellykket aften, hvor både elever, forældre og personale gik hjem med inspiration og fornyet energi.
Kom Hjem Aften er en vigtig del af elevernes oplæringsperiode, fordi aftenen bidrager til at styrke både fællesskab og læring. Den giver eleverne på landbrugsuddannelsen mulighed for at mødes, få inspiration og skabe netværk – samtidig med, at forældrene får indblik i uddannelsens indhold og muligheder.




Læs mere om vores landbrugsuddannelser på Gråsten Landbrugsskole her: Læs mere her