Idræt på Gråsten Landbrugsskole – Aktiv undervisning med et twist

På Gråsten Landbrugsskole har vi også fokus på, at eleverne holder sig aktive og lærer at bruge kroppen på nye måder. Idrætstimerne er derfor en vigtig del af hverdagen, hvor fællesskab, bevægelse og sjove aktiviteter smelter sammen med skolens unikke rammer.

Aktiv undervisning i idræt

Idræt på Gråsten Landbrugsskole handler om mere end blot boldspil. Her bliver undervisningen tilpasset skolens særlige miljø, hvor der er masser af plads og mulighed for at tænke kreativt. I stedet for at være begrænset til en sportshal, flyttes idrætstimerne ofte ud i det fri, hvor naturen og landbruget bliver en aktiv del af oplevelsen.

Volley

Nicklas, der er griselærer og idrætslærer, havde for nylig eleverne fra GF1 med til en omgang volley, hvor samarbejde, kondition og koordination var i fokus. Samtidig var der også plads til en masse grin, og selvom Nicklas holdt et skarpt øje fra sidelinjen, kunne han ikke lade være med at tage et spil sammen med eleverne til sidst.

Farmer-crossfit med halmballer

Undervejs i den seje volley-træning fik Nicklas en ide – vi skal da bruge de nypressede halmballer, som står på skolens stubmarker. Nicklas og eleverne susede derfor afsted mod marken, og eleverne fik lov til at bruge de helt friske halmballer fra høsten, som redskaber i en omgang farmer-crossfit. Her blev der skubbet til halmballerne, så både muskler og kondition blev sat på prøve.

Efter en sådan omgang farmer-crossfit fik eleverne en velfortjent vandpause og et hvil i skolens populære hængekøjer.

Det var bare en fed idrætstime!

Læs mere om vores uddannelser og undervisning her: https://gl.dk/uddannelser/