I onsdags skinnede solen og gården summede af aktivitet! Flere elever fra Gråsten Landbrugsskole havde undervisning på skolens gård. Flere susede rundt i traktor, mens andre var igang med værktøjet og andre var i kvægstalden.
Traktorkørsel med Christian
På Gråsten Landbrugsskole får GF1-eleverne praktisk erfaring helt fra starten. I onsdags skulle en gruppe elever øve sig i at køre traktor sammen med tekniklærer Christian, hvor fokus var på sikkerhed, præcision og maskinkendskab.
Alle elever på Gråsten Landbrugsskole skal lære at køre traktor, da kendskabet til maskinen er fundamentalt for hele deres uddannelse og videre praktiske erfaring, når de f.eks. skal ud og køre i markerne.
Vedligeholdelse af gården
En anden gruppe elever havde gang i værktøjet og knofedtet, da de, sammen med skolens pedeller og gartner, hjalp til med vedligeholdelse af gården. De vaskede bl.a. hegn og skilte, klippede kanter med buskryder, pudsede husgavl og pudsede porte. Det var de bare gode til, og arbejdet blev gjort med et smil!
Samtidig var andre elever i værkstedet, hvor de reparerede udvalgte sager, sorterede og ryddede op i diverse jernstumper.
Teori møder praksis
Hos Gråsten Landbrugsskole går teori og praksis hånd i hånd, og dét er en stor værdi for skolen. Når eleverne både kan køre traktor, vedligeholde gården og arbejde i værkstedet, står de stærkt rustet til fremtiden i landbruget.















