ÅRGANG 1965 – 60-ÅRS JUBILAERNE

Nedtællingen til elevmødet og jubilarsammenkomsten på Gråsten Landbrugsskole er i fuld gang, hvilket markeres med opslag om de enkelte jubilarhold.

Årgang 1965

Holdet var på ikke færre end 137 elever. Heraf var der 35 på 5-mdr. kursus, 20 på 6-mdr. og 82 på 9-mdr. kursus. Det gav ekstraordinære pladsudfordringer. Nogle måtte bo hjemme, andre hos gode naboer. Det gamle laboratorium og et par andre rum blev indrettet til lokaler. Der måtte hentes midlertidig lærerhjælp udefra, indtil en fast lærer blev ansat d. 1. april. Den nye lærer var agronom Ove Sode, som var født på Bornholm og som i et års tid havde været ansat på Alfa Laval. Med andre ord en ekspert i malkemaskiner.

Forstander Karlskovs dagbog

Forstander Karlskov nævner i dagbogen en af nyhederne i undervisningen – 20 elektriske kalkulationsmaskiner, som sommerholdet fik undervisning i at bruge.

Dagbogen vidner i øvrigt om mange aftenarrangementer og besøg hos sønderjyske landmænd og virksomheder. D. 23. juli afsluttede sommerholdet og, som kutyme var dengang, tog man herefter på studietur, men her måtte det store hold deles i to. Det ene var med lærerne Trier Hansen, Kr. Hviid og J.J. Bonde på en 9-dages tur til England, mens det andet var med Chr. Gedbjerg, Brusch og Ove Sode på 5-dages tur i Sverige.

Frede Hansen, Dybbøl, blev dengang valgt som årgangens redaktør. Flere har dog gennem tiden bestridt denne post. I de sidste mange har det været Hans Rehhoff Thomsen, dengang Mjels, men nu Albertslund.

Billederne er fra studieturen til England.