Torsdag d. 27. marts fyldte Gråsten Landbrugsskoles elevforening 100 år. I den forbindelse vil vi i disse uger fremlægge anekdoter og historiske nedslag fra foreningens mange år.
Billeder og uddrag af Nyt fra gamle elever er fra elevforeningens årsskrift 1937.

Elevforeningens årsskrift
Kunne man ikke deltage i sommerens årlige elevmøde, var der en anden mulighed for kontakt med skolen, nemlig gennem elevforeningens årsskrift. I de første år udkom årsskriftet hen på foråret som en slags optakt til sommermødet.




De første årsskrifter rummer en sand guldgrube af spændende historier. Der er beretninger fra Forstander Hansen om ”Virksomheden paa Graasten Landbrugsskole”, fra fodermester Gade om skolens kvægbesætning og fra smedemester Schultz om årets beslagkursus. Herudover er der indlæg fra formanden for elevforeningen (Falk-Andersen) og rejseberetninger fra gamle elever (f.eks. cykelture rundt i Kongeriget).


Nyt fra gamle Elever
Årsskriftets energiske redaktør var Lærer Lauridsen, som gennem mange år bidrog med et væld af faglige artikler. Han bidrog også med artikler, hvor indholdet var af filosofisk karakter. Desuden var han bestyrer af – og sikkert idémanden bag – “Nyt fra gamle Elever”. Lauridsens forhåbning var, at Nyt fra gamle Elever med tiden kunne blive årsskriftets mest interessante.


Uddrag fra første årsskrift
I det første årsskrift i 1925 skrev Lauridsen bl.a.: ”Betingelserne, for at dette kan blive Tilfældet, er imidlertid den, at I holder Sekretæren a. jour med jeres Tilværelse. Der maa sendes et Brev eller Kort, naar I bliver gifte og selv faar Hjem, kommer ind i Sogneraad, bliver Folketingsmænd o.s.v o.s.v., eller I møder noget i Jeres Praksis, som Kammeraterne kan have Glæde af at læse om. For egen Regning vil vi gærne tilføje: vær ikke for sparsomme med at skrive til os”.
Lauridsen blev den store samlecentral for de gamle elevers indberetninger fra nær og fjern, og som han formidlede videre i årsskriftet – ofte med en sjov bemærkning og et glimt i øjet.

