Elevforeningen på Gråsten Landbrugsskole har fødselsdag i dag og det er en meget rund og flot en af slagsen – 100 år.
Da det første skoleår nærmede sig sin afslutning hen på foråret 1925, rejste der sig, blandt eleverne, et ønske om at skabe en forening, som kunne være bindeled mellem skolen og dens elever og disse indbyrdes. Tankerne var hen over vinteren blevet luftet i ”diskussionsforeningen”, og i løbet af marts blev der taget initiativ til et forberedende møde, der afholdtes d. 26. marts.


Idéen om en elevforening mødte også her stor opbakning og der var ikke langt fra tanke til handling. Allerede dagen efter (d. 27. marts) var der stiftende generalforsamling i Graasten Elever, som foreningen efter megen snak frem og tilbage blev døbt.


Medlemskontingentet blev fastsat til 2 kr. årligt og der valgtes en bestyrelse på 9 medlemmer – som foreningens første formand valgtes S. Falk Andersen, Roost, Branderup, og Lærer Lauridsen blev foreningens kasserer og sekretær. Det blev på generalforsamlingen også besluttet, at bestyrelsen fik gratis rejse på 3. klasse til bestyrelsesmøderne!

En forening med 100 år på bagen er værd at markere, så i den kommende uge bringer vi nogle nedslag med billeder og anekdoter fra dens historie.