Hvordan kan biogas blive en del af både den daglige landbrugsdrift, energiproduktionen og undervisningen af fremtidens landmænd?
Det var blandt emnerne, da Gråsten Landbrugsskole tirsdag den 15. september fik besøg af Søren Pind, formand for Biogas Danmark, Lars Kaspersen, administrerende direktør i Biogas Danmark, og Frank Wennerberg, stifter og CEO i GreenFarm.
Besøget var en del af Biogas Danmarks rundtur blandt organisationens medlemmer. På Gråsten Landbrugsskole var der derfor naturligt fokus på skolens eget gårdbiogasanlæg, som blev taget i brug i 2023.
Forstander Bjarne Ebbesen tog imod gæsterne og fortalte om Gråsten Landbrugsskole samt skolens erfaringer med anlægget. Herefter fortsatte besøget ved selve biogasanlægget, hvor Frank Wennerberg fortalte om anlæggets opbygning, teknologien og processerne bag produktionen af biogas.

Biogasanlægget helt tæt på
Biogasanlægget er i dag en integreret del af landbruget og energiproduktionen på Gråsten Landbrugsskole.
Hver dag modtager anlægget omkring 25 kubikmeter gylle fra skolens 200 malkekøer med opdræt samt omkring 400 søer og smågrise.
Gyllen føres videre til anlæggets reaktortank på 1.100 kubikmeter, hvor temperaturen ligger på cirka 37 grader. Her omsætter mesofile bakterier det organiske materiale i gyllen, og der dannes blandt andet metan.
Gyllen opholder sig i gennemsnit omkring 40 dage i reaktortanken. Herefter pumpes den afgassede gylle videre til lagertankene, hvor den køles ned. Samtidig bliver varmen fra den afgassede gylle udnyttet til at opvarme den nye rå gylle fra staldene.
Under besøget gav Frank Wennerberg gæsterne et nærmere indblik i de forskellige dele af processen og teknologien bag gårdbiogasanlægget.
Læs mere om biogasanlægget her: Bæredygtighed
Biogas bliver en del af landbrugsuddannelsen
På Gråsten Landbrugsskole handler biogasanlægget ikke kun om energiproduktion. Anlægget giver samtidig mulighed for at gøre teknologien til en konkret del af elevernes landbrugsuddannelse.
Eleverne har et fungerende biogasanlæg lige uden for undervisningslokalerne. Det giver mulighed for at koble fag, som biologi, fysik og kemi med energi, landbrugsproduktion og den praksis, eleverne møder på skolens eget landbrug.
Det er et undervisningsområde, som Gråsten Landbrugsskole i øjeblikket arbejder på at udvikle yderligere.
Som en del af arbejdet har Søren Kiel fra GreenFarm tidligere besøgt skolen, hvor der blev optaget en række korte film ved forskellige dele af biogasanlægget. I filmene bliver teknologien og processerne forklaret med udgangspunkt i det konkrete anlæg.
Planen er, at eleverne fremover skal kunne tilgå filmene via QR-koder ved anlægget. På den måde kan de stå ved eksempelvis reaktortanken eller en anden del af anlægget og samtidig få en faglig forklaring på, hvad der sker netop dér.
Der arbejdes desuden videre med muligheden for at supplere filmene med undervisningsmateriale inden for blandt andet biologi, fysik og kemi.

Energi og landbrug i praksis
Biogasanlægget indgår også i Gråsten Landbrugsskoles samlede arbejde med energi.
I dag producerer skolen omkring 75 procent af sit eget strømforbrug, og producerer samtidig selv sin varme. Varmen kommer blandt andet fra skolens halmfyr og fra motorvarmen i forbindelse med biogasanlægget.
For eleverne betyder det, at energiproduktion og ny teknologi ikke kun er noget, de møder i undervisningsmaterialet. De kan opleve løsningerne fungere i praksis som en del af deres hverdag på landbrugsskolen.
Besøget fra Søren Pind, Lars Kaspersen og Frank Wennerberg gav derfor anledning til en god faglig dialog om erfaringerne med gårdbiogasanlægget, teknologien bag og mulighederne for at koble landbrugsdrift, energi og undervisning endnu tættere sammen.
Tak til Søren Pind, Lars Kaspersen, Frank Wennerberg og Biogas Danmark for besøget og interessen for vores erfaringer med biogas på Gråsten Landbrugsskole.