Projekt Grobund: Forskere fra Aarhus Universitet besøger Gråsten Landbrugsskole

Mandag den 28. september havde Gråsten Landbrugsskole besøg af forskere fra Agroøkologi på Aarhus Universitet. Aarhus Universitet besøger Gråsten Landbrugsskole for at komme tættere på, hvordan grøn omstilling, teknologi og klimavenlige løsninger bliver omsat til praksis – og for at undersøge mulighederne for et tættere samarbejde mellem forskning og praksis.

Grøn omstilling i praksis på Gråsten Landbrugsskole

Besøget startede med en introduktion til Gråsten Landbrugsskole ved forstander Bjarne Ebbesen, som fortalte om skolen, skolens landbrug og de klimavenlige tiltag på matriklen.

Herefter blev forskerne introduceret til Projekt Grobund – et projekt, som skolen er blevet en del af, og som blandt andet skal være med til at udvikle undervisningen, så vi klæder vores elever på til et landbrug, hvor grøn omstilling og bæredygtighed får en stadig større betydning.

Er du nysgerrig på Projekt Grobund, og hvordan Gråsten Landbrugsskole indgår i projektet, kan du læse mere her: Grobund – Landbrugsuddannelsen som grobund for grønne forandringsagenter.

Efter et par gode spørgsmål fortsatte besøget med en rundvisning på skolen ved Bjarne Ebbesen. Her fik forskerne blandt andet mulighed for at se skolens gårdbiogasanlæg, solceller, robotteknologi i kostalden, FarmDroid og minivådområdet.

Forskerne arbejder med forskellige områder inden for agroøkologi – blandt andet biogas, robotteknologi, minivådområder og formidling af komplekse klima- og landbrugsfaglige problemstillinger. Besøget gav derfor mulighed for både faglig inspiration og dialog på tværs af forskellige forskningsområder.

Aarhus Universitet og Gråsten Landbrugsskole undersøger muligheder for samarbejde

Et vigtigt formål med besøget var også at undersøge, om nogle af skolens aktiviteter, faciliteter og klimavenlige løsninger kan være relevante at inddrage i forskernes fremtidige arbejde.

Dagen sluttede derfor med en fælles drøftelse af mulige samarbejdsflader mellem Aarhus Universitet, Gråsten Landbrugsskole og Projekt Grobund. Her var der blandt andet fokus på baseline, dataindsamling og dokumentation af udvikling og effekter.

Et fremtidigt samarbejde kan give forskerne mulighed for at følge klimavenlige løsninger tæt på praksis. Samtidig kan forskningsbaserede data og dokumentation give os ny viden om effekten af vores egne indsatser og være med til at kvalificere det videre arbejde med grøn omstilling og Projekt Grobund.

Besøget fra Aarhus Universitet på Gråsten Landbrugsskole var dermed ikke kun en rundvisning, men også et første skridt i dialogen om, hvordan forskning, uddannelse og landbrugsdrift kan spille endnu tættere sammen.