Gråsten Landbrugsskole er mere end undervisning og landbrug.
Det er også et hjem, en hverdag og et fællesskab, båret af mange forskellige mennesker med hver deres faglighed.
I denne serie møder du nogle af dem, der får skolen til at fungere i praksis.
Dem, der underviser, planlægger, passer dyr, laver mad, gør rent, vedligeholder, vejleder og holder overblik – ofte uden at det bemærkes.
Vi tror på, at læring sker i mødet mellem mennesker og forskelligheder.
I det daglige arbejde. I ansvarligheden. I respekt for hinanden, for dyrene og for de råvarer, vi selv producerer.
Her gør vi ikke forskel på folk.
Vi er forskellige – i erfaring, alder og baggrund – men vi er fælles om skolen.
Menneskene bag Gråsten Landbrugsskole er en fortælling om hverdagen og om det fællesskab, der gør det muligt at uddanne fremtidens grønne landmænd.
I første afsnit skal vi møde Dorthe. Hun er rengøringsleder på Gråsten Landbrugsskole, og hun koordinerer samt udfører den daglige rengøring på skolens matrikel, sammen med hendes team. For Dorthe er samarbejdet mellem elever, kolleger og fællesskabet på skolen, kernelementer i hendes daglige arbejde, og afgørende for, at hverdagens opgaver kan udføres efter bedste evne. Dorthe beskriver selv, at arbejdet er ”meget mere end rengøring” og hvad det lige præcis betyder, forklarer hun i dette første afsnit af Menneskene bag Gråsten Landbrugsskole.