Hvordan lærer man bedst om biodiversitet? På Gråsten Landbrugsskole begynder svaret ofte ude i marken, engen og skoven.
Projekt Grobund – Landbrugsuddannelsen som grobund for grønne forandringsagenter
Som en del af Danske Landbrugsskoler deltager Gråsten Landbrugsskole i projekt Grobund, hvor et af formålene i projektet er, at udvikle nyt undervisningsmateriale om bl.a. biodiversitet til landbrugsuddannelsen. De nye materialer skal således gøre fremtidens undervisning endnu mere praksisnær og anvendelig for de elever, der fremover skal arbejde med landbrug, naturpleje og arealforvaltning.
Besøg i naturpleje-undervisningen
I den forbindelse havde Gråsten Landbrugsskole, torsdag den 21. maj, besøg af Søren Storm fra Danske Landbrugsskoler og Emma Emilie Andersen fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet. De er begge involveret i udviklingen af det nye undervisningsmateriale og besøgte skolen for at få et indblik i, hvordan biodiversitet allerede indgår i undervisningen.
Besøget fandt sted hos planteunderviser Frits Detlefsen, der underviser elever på 2. hovedforløb i naturpleje. Dagens emne var: hvordan afgræsning kan være med til at understøtte biodiversiteten.
Planter i felten
Eleverne tog ud på et af skolens vedvarende afgræsningsarealer, hvor de arbejdede med et feltskema for fersk eng. Skemaet indeholder en lang række plantearter, som kan bruges til at vurdere naturtilstanden på et areal. Nogle planter fungerer, som indikatorarter, fordi de kan fortælle noget om, hvor god naturtilstanden er. Andre arter er mere almindelige, mens enkelte kan være problemarter, hvis de spreder sig for voldsomt eller fortrænger andre planter.
Forud for turen havde eleverne arbejdet med forskellige plantearter i klassen. Ude på engen skulle de derfor undersøge, hvilke arter de kunne finde og genkende. Undervejs blev både kendte og ukendte planter noteret, og nogle arter blev bestemt ved hjælp af apps på telefonen.
Afgræsning som metode
Undervisningen handlede dog ikke kun om at sætte navn på planter. Eleverne drøftede også, hvad afgræsning gør ved et naturområde, og hvordan forskellige dyr kan påvirke sammensætningen af plantearter. Når dyr græsser, træder og bevæger sig gennem et areal, er de med til at skabe variation. Det kan give plads til flere forskellige planter, og dermed også bedre levevilkår for insekter og andre arter.
Turen gik både gennem lysåben eng og lysåben skov. Det gav eleverne mulighed for at sammenligne forskellige naturtyper, hvorfor de også talte om, hvordan lys, fugtighed, jordbund og drift har betydning for biodiversiteten.
Teori og praksis
For Gråsten Landbrugsskole er besøget en fin anledning til at bidrage med erfaringer fra den daglige undervisning. Samtidig giver Grobund-projektet mulighed for at udvikle fælles undervisningsmateriale, der kan styrke elevernes forståelse af biodiversitet på tværs af landbrugsskolerne.
Biodiversitet kan hurtigt blive et stort og abstrakt begreb. Men når eleverne står midt i engen med feltskemaet i hånden og planterne foran sig, bliver det konkret. Her kan de se, hvordan naturpleje, landbrugsdrift og artsrigdom hænger sammen.
Tusinde tak for besøget, Søren Storm og Emma Emilie Andersen!








Læs mere om Projekt Grobund her
Læs pressemeddelelsen for projektet her