109 nye faglærte landmænd dimitteret fra Gråsten Landbrugsskole

Der var både spænding, stolthed og glæde i luften, da Gråsten Landbrugsskole fejrede årets dimittender. I alt 109 elever afsluttede deres uddannelse, fordelt på 67 EUD-elever og 42 EUX-elever, og kan nu tage næste skridt i deres karriere i dansk landbrug.

Dimissionen markerer afslutningen på flere års målrettet arbejde, hvor eleverne har kombineret skoleophold med oplæring i landbruget og opbygget både faglige og personlige kompetencer.

De nyuddannede træder ud i et erhverv, hvor der er brug for dygtige faglærte med viden om moderne produktion, teknologi, bæredygtighed og grøn omstilling. Mange fortsætter i job hos deres læremester eller andre landbrugsvirksomheder, mens andre vælger at videreuddanne sig til eksempelvis produktionsleder.

På Gråsten Landbrugsskole er man stolt af årets dimittender.

“Vi sender endnu et stærkt hold faglærte landmænd ud i erhvervet. De har gennem deres uddannelse vist både engagement, faglighed og vilje til at udvikle sig. Vi ønsker dem alle stort tillykke og held og lykke på deres videre vej” siger forstander Bjarne Ebbesen

Gråsten Landbrugsskole ønsker alle dimittender et stort tillykke med uddannelsen og takker samtidig de mange læremestre og samarbejdspartnere, som hver dag er med til at uddanne fremtidens faglærte landmænd.

Fakta

Læs mere om EUD og EUX her: Uddannelser